U19 camp del 3

For spillerne var dag 1 var mest af alt forvirring over alt det nye. Dag 2 begyndte nogle ting at falde på plads, hvilket gav et enormt boost. Tredje-dagen begyndte trætheden at slå ind, og forbedringerne blev knap så store og efter anden-dagens enorme spring, følte spillerne at tredje-dagen ikke var god nok og følte derfor frustration. Jeg sagde til DL, at man havde en liste med ting man skulle arbejde på og nyde det hver gang man kunne sætte et hak ved en ting. Det er denne process 1.000 gange, som træning består af. Dag 4 var en mærkelig dag. Næstsidste dag inden cut-day (hvor vi har sidste træning og fortæller spillerne, hvem der er på og af) var en sær dag. Tingene stabiliserede sig, og der kom en følelse af rutine ind over det, men i baghovedet vidste man, at næste dag var det hele forbi.

Cut-day var nok den…mest usædvanlige dag. Spillerne vidste det var cut-day og deres sidste chance for at bevise, at de skulle have en plads. Dem, der følte de var bagud, kunne nemt blive tilbageholdende (“begå ikke fejl”) og frustrede (“Jeg skal bevise noget”) i deres spil. Dengang jeg var på juniorlandsholdet, var der ikke en cut-day, men man fik det at vide via telefon noget tid efter. Jeg var med som TE, dengang de stadig forsøgte at finde rene TEs. Der var vist 2 andre TEs med, hvor den ene brækkede benet, og den anden fik en skade, som satte ham ud halvdelen af campen. Jeg var aldrig nervøs for konkurrencen, selv hvis der havde været det. Jeg gjorde bare som trænerne sagde. Jeg fik også ros til videogennemgangen, noget som jeg aldrig havde fået i Knights. For mig var det stort at få ros som footballspiller for første gang i mit liv. En ting er at starte, noget andet er at få ros. At rose mine spillere, og ikke bare for et godt spil eller godt rep, er noget jeg forsøger at fokusere på at blive bedre til som træner. Det bedste kompliment jeg fik, var til EM i Moskva, hvor Anders Frellsen sagde “Hjorth, det er svært at svine dig, når head coachen hele tiden siger, at du er den bedste blocker på holdet.” 6 år efter husker jeg stadig det kompliment, så man skal ikke påstå, at ros ikke er vigtigt for spillerne, og at spilletid er nok i sig selv.

Tilbage til campen på cut-day. Efter en tilpasset træning kørte vi scrimmage, hvor 40 reps blev fordelt. Spillerne var meget bevidste, om hvor mange reps de fik og begyndte at spekulere i, hvad det betød for deres chancer. Efter udstrækning og frokost (hvor trænerne hurtigt fik spist og lavet den endelige roster og depth chart), var der evauleringsmøder, hvor positionstrænerne one-on-one fortalte spillerne, om de var på holdet. For DL blev samtalerne delt i 2 – En hvor vi hørte, hvordan spilleren havde haft under campen, en dårlig ting ved campen, en god ting ved campen, om de var blevet bedre. De skulle altså snakke i 1. del. Det er specielt at få den one-on-one tid med spillerne, for de tør da godt være ærlige og sige, hvad de synes. Man fik nogle ting at vide og fik en bedre forståelse for spillerne. Nogle var dog nærmest…lammet af nervøsitet og ville helst fast-forwarde og få svaret. Spillerne fik at vide, at de ikke måtte fortælle de andre DLs, om de var på holdet, inden alle havde fået det at vide. De endte dog med at snakke ude på gangen, og den næst-sidste spiller, der kom ind, skulle have siddet og talt på sine fingre, hvor mange der var kommet med og blev bange for, at der ikke var plads til ham. Alle fik at vide, hvad de gjorde godt, og hvad de kunne forbedre. På DL var der flere, der sagde, at de ville drikke mindre og tage bedre hånd om deres krop efter denne oplevelse. Campen har inspireret dem til at forbedre deres livstil. Der var en spiller, som havde stillet op som O spiller til tryout, men som var kommet med som DL, der vist ikke havde vidst, inden han mødte op, at han var udtaget som DL. Han viste nok den mest fantastiske attitude jeg nogensinde har set fra en spiller. Han tog arbejdet komplet seriøst, selvom han aldrig havde prøvet det før og gjorde alt for at samle information og blive bedre. Jeg har og har haft mange spillere med en spektakulær work ethic, men de blev aldrig bedt om at spille så meget ude af position som han her, og så på landsholdsniveau. Til evalueringsmødet fortalte han, at han ville fortælle sin klub, at han gerne ville spille DL, i stedet for sin nuværende plads, når han kom hjem. Dette er den eneste historie jeg vil fortælle, om hvordan camp-oplevelsen har ændret nogle spillere (forhåbentlig til det bedre) og givet dem et godt minde for resten af livet. Det er smukt, og man indser ikke altid, hvad man har gjort, lige når campen udfolder sig. Det varmer mit hjerte og er grunden, til at jeg vil bruge resten af min træner-karriere på at gøre football-spillere til bedre mennesker, fylde dem med en følelse af selvværd, en arbejdslyst og glæde for at være en del af holdet.

Campen har bekræftet mig i, hvorfor jeg elsker at coache. Det er det bedste i mit liv. Ikke at jeg nogensinde tvivlede på det.

Gold Diggers fik 12 spillere udtaget ud af 14 inviterede, hvilket betyder, at de fylder 27% af 45-mands-rosteren (12/45=27%). Jeg vil begynde at holde øje med, hvor mange vi får udtaget hvert år, og se om vi kan slå rekorden næste år. De to, der ikke kom med, var mine U16-spillere. Jeg fik 1 U16′er med, *Victor Greve (rookie of the year 2008), mens 4 af mine spillere fra sidste år kom med. Stjernen angiver, at de blev player of the day en dag under campen. Bagefter deres navn står, hvilke priser de har vundet på U16, mens jeg var HC. Jeg har ikke priserne fra før 2008 skrevet ned.
*DL Tobias Nielsen – OL player of the year 2009
*QB Casper Reinhardt – Most improved 2008, offensive player of the year 2009
*WR Mads Bonde – MVP 2008-2009, team mate of the year 2009
WR Simon Mathiesen – Rookie of the year 2009
Af mine sidste-års U16′ere 2008 kom følgende med:
*LB David Rathsach – D player of the year 2008
WR Elias Knudsen – O player of the year 2008
DB Marcus Clausager
*DL Frederik Kjærulff-Schmidt, OL Jannik Pabst, DL Christian Rohr Olesen og DL Nichlas Christian Steglich er startet som U19′ere, så jeg kan desværre ikke påstå at have gjort haft indflydelse på deres udvikling. Det er U19-trænerstaben, som høster al den ære. Af de 12 spillere jeg har sendt op de sidste 2 år (minus 8 der stoppede) er 7 kommet på landsholdet, og de 5 andre mødte ikke op til tryout. Det blev altså til
5 DL
3 WR
1 DB
1 LB
1 OL
1 QB

Det her er selv-skulderklapperi på højt niveau, men jeg er stolt over de spillere U16-programmet i SGD har produceret.

Jeg er ikke i tvivl om, at Coach Ryan er en stor del af grunden til, at vi har 5 DL med på landsholdet. Det er så Coach Ewé, som tog beslutningen af signe en DL for sæsonen. Hans kriterier, som beskrevet i hans indlæg her, har båret frugt, og han ramte rigtigt med Ryan som træner og som person. Ewé gik ikke efter en sack-maskine, men en coach som kunne løfte niveauet ved at coache. Han fik så begge dele. I stedet for at vælge imports efter, hvem der kan hjælpe med at vinde guld her og nu, tænker Ewé på, hvem der kan hæve niveauet, så vi får lavet de bedste danske spillere, som sandsynligvis vil vinde en guldmedalje en dag. Han ramte også rigtigt med hans forrige import senior-coach, Mike Moffitt, som har hævet niveauet på vores OL gevaldigt i de 2 år han var her. Målet har aldrig været at udfylde et hul på holdet, men at gøre alle, der spiller pladsen bedre.

Nu sidder man så hjemme i lejligheden og arbejder på speciale eller på arbejdet og fumler med Excel-ark. Det er bare ikke det samme som camp-week.