U19 camp del 2

Det er i sidste ende spillerne det handler om. 90 af DKs bedste spillere samlet et sted. Man kan gå fra at være superstjerne i sin klub til at være en bundspiller. Det er et hårdt slag for ens selvtillid. Kombinér det med de høje krav og konstante rettelser i teknik både på banen og via video har man et massivt hak i spillernes selvtillid. Jargonen er ny og uforståelig for nogle spillere, der ikke kender den fra deres klub. Med tiden begynder spillerne at forstå begreberne og kan fungere under camp-setuppet, men de første par dage føles for mange spillere som en enorm mavepuster med en rambuk. Nogle spillere kan klare overgangen, andre snubler og vælger at tage hjem. Der er også skader. 90 spillere lyder af meget, men når man træner så mange gange med pads, vil der være en del spillere, som får skader af varierende grad. Spillernes reaktioner på skader er også vidt forskellige. Nogle spillere bliver meget frustrerede over den manglende mulighed for at blive bedre og bevise, hvad de kan, hvilket er forståeligt. Der er også mange personlige ting, der sker når man sætter 90 spillere sammen. Alle har deres bagage og personligheder, og når man kombinerer det med manglende søvn, udmattethed og konkurrence, begynder man at forstå følelsen i NFL training camps, som vises i serien Hard Knocks. Det kræver en stor respekt for andre folks grænser for at undgå gnidninger. Alle spillere går forhåbentligt derfra som bedre spillere. Næsten alle spillere vil nok skulle omstille sig til at gå fra DKs bedste træning leveret af DKs bedste trænere til noget, der ligger et skridt længere nede. Så længe springet ikke er for stort, vil de fleste kunne komme hjem som bedre spillere og nyde deres forøgede evner. Dem, som kommer fra outback-klubber, vil nok stå med en tom følelse til træning, eller måske være glade for at være tilbage i en behageligere rutine. Som trænere kan vi se, at alle er blevet bedre, så vi går der fra med en følelse af at have gjort vores job. Vi forsøger altid at optimere det vi gør. Vi kan gøre en enorm forskel på kort tid. Det er ude i klubberne at det vigtigste arbejde foregår, men denne ene uge giver et enormt boost til spillernes niveau, mest fordi vi har mange flere ressourcer end normale klubber (læs: 90 spillere).

Hvis der er noget jeg elsker, så er det at justere spillernes hoved og lære at forstå dem. Jeg tror på, at jeg kan få dem til at lære bedre, hvis jeg reagerer godt på nogle af deres ord eller handlinger. Derved kan jeg tweake den måde de lærer på, og de vil forhåbentligt have en sjovere og mere udbytterig camp. Selvom det hele er en stor, svær konkurrence, mener jeg altid spillere præsterer bedst, hvis de føler at
- Deres træner arbejder for dem
- De gør deres bedste og accepterer, at det er okay at fejle, når man har gjort det bedste man kan. Og de vil fejle. Og det vil blive pointeret på video hver gang.
- De har det sjovt
- De tør spørge.
Det sidste punkt kræver en tillid, som først kommer lidt inde i camptiden. Jeg prøver altid at læse efter blanke ansigter. Hvis jeg ikke synes deres ansigt udtrykker forståelse, vil jeg forklare det igen. Det, at have det sjovt, kræver, at træneren skaber et sjovt miljø for spillerne. Ellers kommer det ikke. På det punkt er Troels Vestergård mit idol. Han mestrer balancen mellem seriøsitet og sjov og leverer begge ting med en smittende intensitet, som måske komme fra en koffein-overdosis. Som træner skal man altid vise vejen for spillerne med sin opførsel. Uanset hvor træt jeg ser ud under morgenmaden, så er jeg på, når møderne eller træningen går i gang. Jeg forsøgte også at sige sjove ting til spillere under opvarmningen, også dem som jeg ikke træner normalt, i et forsøg på at skabe en god stemning og få spillerne til at afspænde, måske glemme trætheden og vågne op. Spillerne løb en efter en i en række på tværs af banen et par gange. Der gik jeg og coach Williams i gang med at lave high-fives med spillerne på alle de måder vi kunne komme på. Min opførsel grænsede nogle gange til det fjollede, men jeg er også lidt tosset og har ikke noget mod at spillerne ved det, så længe de stoler på jeg nok skal få gjort dem bedre.

Det er overraskende, hvor meget man ender med at vurdere en spiller baseret på et par få sætninger, der udveksles. Jeg forsøger lynhurtigt at regne ud, hvordan spilleren fungerer og hvilke knapper man skal trykke på for at bevæge dem i den rigtige retning. Det er endnu en ting, som jeg en dag gerne vil kunne gøre bedre end nogen anden i DK, hvis jeg har evnerne.

Den bedste stemning var nok under board drill mod OL, hvor DL og OL skal have en fod på hver side af en linje og så drive hinanden bagud. DL blev ført ind i kampen af Frederik Kjærulff-Schmidt, 85 kg, der beviste, at attitude og teknik betyder mere end vægt, da han dominerede en 120 kg OT første gang øvelsen blev kørt. Han blev valgt til Player of the day bl.a. pga. den præstation. Det var fantastiske kampe, der blev udkæmpet til de andre spilleres højlydte jubel. Jeg husker at skynde mig hen efter et-eller-andet, og løbe tilbage til kampene og høre råbene på tværs af de 2 baner vi trænede på. Det var fantastisk. De andre trænere kommenterede på det. Når der skulle trænes FG opfordrede jeg også spillerne til at juble, hvis der blev scoret. I sidste ende er football sjovere, når der er opbakning og glæde fra sidelinjen. Til scrimmages manglende jublen specielt fra defense, da det kun var turnovers, der skabte jubel. At holde offense til 0 1st downs på 4 drives i træk betød åbenbart ikke noget. Hvis man ikke bliver, når man gør gode ting, bliver alt bare tomme bevægelser. Der ville jeg gerne have spillet med point, som vi nogle gange gør i Gold Diggers, hvor O får point som normalt, og D får 3 point hver gang O ikke scorer på et drive og 1 point for at stoppe en 2 point. Det ville nok gøre D lidt mere pumped hver gang de scorede.