Møller: Længe siden sidst!

Som altid går der længere tid mellem blogs, end man egentligt havde ventet, og det har da også været tilfældet denne gang. Det har været en kombination af travlhed og at jeg skulle have noget interessant at skrive.

Carlstad

EFAF kampen var min første internationale klubkamp, og jeg havde store forventninger til den. Udover mit første junior år som U-16 spiller, og kampene i USA har jeg aldrig været nervøs op til en kamp. Jeg har på en eller anden måde aldrig frygtet hvad modstanderen havde at byde på. Det er ikke ensbetydende med at det har været dårlige hold jeg har spillet imod, men som o-line foregår 95 % af hits’ne i en kamp imod de samme 2-3 spillere.
Op til Carlstad var jeg derimod blevet nervøs. Jeg havde problemer med at sove op til kampen, jeg fik kun 3 timers søvn natten inden, pga. vi skulle mødes halv syv. På busturen derop kredsede mine tanker omkring den forestående kamp. Jeg forestillede mig alle vores spil, imod Carlstads fronter. Jeg følte mig virkelig klar til kampen. Vi havde fået at vide at Carlstads d-line lignede vores egen, med lidt undersized spillere, men hvad de manglede i størrelse, havde de i hurtighed og intelligens. Vi havde også fået at vide at de havde en amerikansk MLB, så ham glædede jeg mig meget til at komme op imod.

Selve kampen vil jeg gå ret hurtigt hen over, vi drivede bolden virkelig godt på offense, men vi formåede på en eller anden måde altid at skyde os selv i foden når vi kom ned hvor det er sjovt. Deres d-line var mindre end forventet, og NT lignede mest af alt en juniorspiller der lige var rykket op. Han så ofte skræmt ud. Vi løb bolden rigtigt godt, og det var først til sidst, da de begyndt at skyde LB’s i A-gaps og sætte deres væsentlige større o-lines ind på d-line vi havde problemer med at flytte dem.

Alt i alt synes jeg dog det var en positiv oplevelse at spille udenfor Danmark. Vi fik at se at vi sagtens kan spille op imod gode svenske hold, og jeg er sikker på at mere erfaring i rygsækken vil gavne os både nationalt og internationalt.

Herlev + Skade!

Efter sejren imod Stars, som var vores første hjemlige kamp efter EFAF, var turen nu nået til den anden Herlev kamp. Herlev kommer altid med vilje og intensitet. Det var vigtigt ikke at undervurdere dem, selvom vi havde slået dem i første kamp. Kampen forløb fint, de var meget opsat på at stoppe vores inside run, hvilket resulterede i mange muligheder i kaste angrebet.

Vi kontrollerede i stor grad kampen, og vores defense fik brudt deres omtalte forbandelse. (Se HC Ewés blog) Vi blev dog også hårdt ramt af skader. Undertegnede fik i midten af 4.Q ramt venstre hånd ind i LT Alex Thomsens albue. Det gjorde ubeskriveligt ondt, men jeg troede bare det var et slag, som så mange gange før. På næste spil får jeg snappet bolden, men da jeg puncher NT’en med venstre hånd, går et jag af smerte op igennem hånden. Ubevist slipper jeg ham med venstre, og blocker kun med højre. Han var heldigvis træt, så han fik ikke udnyttet det. Næste spil fortæller jeg LG Mikkel If, at hvis NT slanter over til ham, kan jeg ikke bruge min hånd til at hjælpe, og han hjælper mig til at holde styr på NT. På 3 eller 4 spil kaster vi en interception. Jeg løber ned ad sidelinjen, og da DB’en cutter ind, får jeg for første gang i 4 år et blindside hit, lige foran hele Herlevs sidelinje, til stor jubel. Det første jeg opdager er at jeg ligger på jorden, og har ondt i hele kroppen. Spillet kører stadig, jeg giver op, rejser mig langsomt op, og går ud. Vores medics anbefaler at jeg tager på skadestuen samme aften, hvor jeg får at vide, jeg har brækket lillefingerknoglen.

Frustration (sidelinjen..)

Jeg har altid været meget heldig ang. skader. Har i hvert fald ikke haft nogen der var alvorlige nok til at holde mig fra træning og kampe. Men en brækket hånd er for svær at spille med. Så for første gang står jeg på sidelinjen, imod Wolfpack pga. en skade.  Det er utroligt frustrerende når man er vant til at være med på hvert spil, lige pludselig at stå på sidelinjen, uden at have nogen chance for at have indflydelse på spillet.

I starten af kampen prøvede jeg at forblive involveret ved at tegne Slagelses fronter, men det var der ikke behov for ret længe. Så jeg fandt hurtigt mig selv, som en cheerleader, der mest af alt havde lyst til at være med inde på banen. Jeg nåede til et punkt hvor jeg ikke kunne heppe mere, men var nødt til at sætte mig ned, og lade være med at følge med i kampen.

Når man får sådan en skade, finder man lynhurtigt ud af, hvor meget fodbold fylder i ens liv. Alle timerne der normalt gik på styrketræning og fodbold træning, blev lige pludselige erstattet af at kigge på andre spille kampe, og træne. Hvis man skal finde noget positivt i dette, må det vel være at jeg er blevet bekræftet i at jeg stadig har utrolig meget lyst til at spille fodbold, og jeg ikke ville vide hvad jeg skulle gøre hvis jeg fik en længerevarende skade.

Det var alt jeg havde på hjerte for denne gang. Af erfaring vil jeg ikke love hvornår den næste blog kommer, men jeg kan love den kommer.

Hav det godt til næste gang!