#12 Coaching: Skader del 2/2

Vi har snakket om en pive-kultur, hvor små skader sender folk ud, og det er acceptabelt blandt holdkammerater, men i den anden ende af spektret ligger der muligheden for, at en alvorlig skade sætter ar på hele holdet. Der er intet, der får spillerne til at indse, at de er dødelige, som hvis en holdkammerat ligger og skriger i smerte. Her er der to grupper, som skal hjælpes – den skadede spiller og holdkammeraterne. Der skal være fokus på begge. Spilleren skal have behandling og beroliges, så han ikke jager frygt i holdkammerater, og de kan se, at han er okay. Holdkammeraterne skal aktiveres eller distraheres og ikke være i tvivl om, at de skal spille videre, som de har gjort indtil nu. Fokus skal fjernes fra skaden, ved enten at rykke og fortsætte øvelsen, hvis det er til træning, eller huddlen skal sættes op med ryggen til spilleren med en træner i huddlen, der snakker til spillerne. Det gjorde sidste års U13-trænerstab rigtigt godt. Man siger, at frygt spreder sig hurtigt og er en soldats værste fjende i krig.

Jeg kom selv i problemer til en træning, hvor en far var til stede. Hans søn blev skadet, og han blev rasende, da min første handling var at rykke hele øvelsen og instruere QBen i hvad han skulle kalde. For ham så det ud som om, jeg ignorerede hans søns smerte. Problemet var, at der var to ting, der skulle gøres, men jeg var kun én træner. Det er derfor vigtigt at have fordelt rollerne i skadeshåndtering blandt trænerne, så de to ovennævnte opgaver bliver løst lynhurtigt. Hvis de andre spillere ikke bliver distraheret fra skaden, kan man risikere, at de prompte siger, at de ikke vil spille mere (enten i kampen eller nogensinde), hvilket jeg har oplevet en enkelt gang.

Foruden de to førnævnte skadeshåndteringspunkter, kan man som træner afsætte tid til at vænne spillerne til kontakten. Vi kører regelmæssigt med en hitting! periode, dels for at lære nye spillere, at de skal kunne leve med kontakten eller finde en anden sport, og for at gøre hvor egne spillere vante til kontakten, så den bliver en selvfølge. Jeg tror at spillerne altid skeler til trænerens reaktion på store hits – Hvis træneren griner og jubler og siger “Godt hit”, fortæller man dem, at det er sjovt at ramme.

Den eneste parallel jeg kan komme på kommer fra min hund. Hvis min hund slår sig, og min mor siger “åååååh, det var syyynd, åh stakkels Charlie”, bekræfter hun, at hundens følelse af smerte og selvmedlidenhed er helt i orden, og hunden vil derfor udvise selvmedlidenhed og smerte hver gang den slår sig, fordi så får den en stærk reaktion i form af sympati og trøst. Princippet er det samme med mennesker.

Det var det jeg havde at sige om skader.