Du har 120 minutters træningstid. Hvordan får man fordelt tiden bedst muligt? Det allerførste man gør, er at kigge på ens angrebs- og forsvarsfilosofi. Hvad vil man kunne gøre på begge sider af bolden? De ting, der er vigtigst, skal have mest tid. Alting er dog en balance, så hvis man giver en ting for meget tid, bliver vi dårligere til en anden ting. Jeg har 20 ting jeg gerne ville køre hver gang men bliver nødt til at vælge et par få ting, som vi skal gøre hver gang og veksle mellem de andre.
Træningen kan deles op i følgende perioder
- Opvarming
- ST indy
- ST versus
- Indy O
- Indy D
- Versus
- Scout
- Hitting!
- Conditioning
- Udstrækning
I hver periode kan man arbejde med forskellige helhedsniveauer afhængig af, hvor mange spillere man har. Vi kører aldrig samtlige ovennævnte perioder, da der ikke er tid til det.
ST består af 4 enheder og er den enhed, som typisk får lavest prioritet, da den får færrest spil på banen. Det vigtigste spørgsmål er, hvor højt man prioriterer ST. Alle trænere vil nok sige, at ST er vigtigt men måske ikke bruge så meget tid på det. Hvis man vil være god til noget, skal man afsætte god tid til det. Min filosofi er, at vi skal være gode på punt, da man typisk så også vil være god på KO. Alle spillerne på punt og kick-off skal være solide open-field tacklere. Da det betyder, at man skal være atletisk og god til at tackle, siger vi i Gold Diggers U16, at man aldrig må blive skiftet ud på ST, da der er en grund til, at man er blevet sat der. Hvis man har brug for en pause, skal det være på angreb eller forsvar. Punt og KO er vigtige, da det er de to ST enheder, hvor modstanderne kan score mod os. KOR og PR kræver meget timing og en del evner fra alle blockerne på banen. At blockere på ST er nok det sværeste block i football overhovedet efter min mening. Forsvarsspilleren har utrolig meget plads og frihed til at komme forbi. Det kræver nogle exceptionelle spillere, der har fokus til at blive på et block hele spillet. De spillere er svære at finde.
Vi tackler aldrig til jorden, end ikke i vores versus periode. Vores regel er, at spillet er slut, når ball-carriers fremdrift er stoppet. Hvis man rammer jorden, er det det der sker, men det er aldrig målet til træning. Denne måde er den eneste rigtige mener jeg, da man mister et vigtigt aspekt af spillet til træning, hvis man stopper spillet, når der er sat to hænder på. Defense vil blive dårligere til at tackle, da de ikke er vant til at tackle 100%, og angrebet vil måske blive overrasket, når de mødes et fysisk forsvar, der rammer hårdt. Vores regel er ”Spillet er slut, når ball carriers fremdrift er stoppet”. Med reglen er der dog en enkelt undtagelse: Så snart det handler om point og om at finde en vinder, tackler vi altid til jorden.
Scout er vigtigt, hvis man møder en modstander med et særligt angreb eller forsvar, som man gerne vil forberede spillerne godt mod. Ellers foretrækker jeg scrimmage, hvor både angreb og forsvar kører det de er mest vant til. Det kræver gode spillere at give et godt look til scout. Hvis man sætter spillere, der er nye i sporten ind, vil looket være elendigt, og ens eget angreb/forsvar vil ikke få godt udbytte af perioden. Det er bedst, hvis man har video af modstanderne. Så kan man lave scout-papirer, som kan sendes rundt via mail, og videoen kan lægges ud via hudl med kommentarer.
Vores Hitting! periode handler om, at spillerne skal ramme hinanden og være frygtløse i tacklingerne. Nye spillere kan ligeså godt lære at leve med kontakten, så vi sørger for at de altid vil blive udsat for hård kontakt til hver træning, så de kan lære at håndtere det eller finde en anden sport. Det er bedre at forberede dem på kontakten til træning, end at de skal lære det til kamp. Vi kører dog ikke Hitting! perioden i game-weeks eller tackler til jorden, da vi vil have spillerne til at være friske til kampen.
Conditioning er en svær størrelse, da man ikke ligeså direkte kan se effekten at det i kamp, medmindre spillerne er i decideret dårlig form. Hvis man har en begrænset trup eller nogle talentfulde spillere, som skal spille begge veje hele kampen, er conditioning meget vigtigt. For at sikre at spillerne presser sig selv, er det en god idé at lave en konkurrence ud af det. Vi deler måske spillerne op i 4-5 hold, placerer dem på endzone-linjen på ryggen, lægger en bold 30 yards væk, og på fløjtet løber de ned, henter bolden og leverer den til den næste spiller, som også starter på ryggen. Han skal så ned og lægge bolden på den anden side af 30-yard-linjen. Hvis bolden ikke er over 30-yard-linjen, sparker en coach bolden længere væk.
Udstrækning er også en svær størrelse. Jeg har hørt, at der ikke er nogen videnskabelig undersøgelse, der kan vise, at udstrækning virker. Jeg mener dog, at det har følgende fordele
- Holdet er samlet, så man kan give beskeder og føre fremmøde
- Hvis man træner flere dage i træk, bibeholder man eksplosiviteten. Det er min personlige erfaring fra camps.
- Fleksibilitet er også en faktor, der definerer en atlet. Desværre er det svært at bibeholde børnenes koncentration og dermed lave en seriøs udstrækning
Det giver god mening at tilrettelægge træningerne i forhold til sæsonen. Hvis man har 3 weekender i træk med kampe, kan man overveje at ofre en træning til videogennemgang eller træne med hjelme kun. Min erfaring er, at spillerne godt kan blive ”banged up” i løbet af sæsonen, så der skal være plads til mindre fysiske træninger. Sidste år lå der 8 kampe inden sommerpausen, hvilket satte sine spor på spillerne.
Det er også en god idé at have 2 træningskampe inden sæsonen. Den første skal helst ligge i god tid inden sæsonen, så man har mulighed for at rette de fejl man vil se i filmen. Den anden træningskamp kunne ligge 3 uger inden sæsonens første kamp, så man har tid til at heles inden sæsonstarten. Mit formål med en træningskamp vil være at give lidt rutine til starterne og lære dem at stå overfor rigtige modstandere og ikke bare holdkammerater, samt at få testet backups og se hvad de kan. Dette er dog godt at koordinere med det andet holds træner, så man sætter backups ind nogenlunde samtidig. Til træningskampene kan man også afsætte noget tid til ST, så man kan få testet det.
Dette er mit sidste indlæg i 2009. U16 holder pause fra nu til starten af januar, så det vil jeg også gøre med min blog. Det næste indlæg har ikke nogen officiel udgivelsesdato endnu, andet end at det udkommer en onsdag i det nye år. God jul og godt nytår
